Velg bakgrunnsfarge:
Knud Søndergaard, i det danske døvebladet nr. 2, 2001: Der er stadig behov for tegnsprog, trods CI

På initiativ af Center for Døve afholdtes den 25. januar en temadag om CI (Cochlear Implantat) med hele 3 møder i løbet af samme dag: to for professionelle medarbejdere og det sidste som et åbent møde i Brohusgade 17 om aftenen.

Vi kan konstatere, at CI om sider er kommet til Danmark, og at flere og flere døve og hørehæmmede børn i de kommende år vil få indoperert et CI. Ja, vi vil såmænd ikke blive forbavset, hvis alle døve og hørehæmmede børn om nogle år vil blive tilbudt en CI-operation.

Det er lige så tydeligt, at mange forældre og professionelle både indenfor og udenfor døveverdenen tror, at man nu har fundet de vises sten. «Døve børn bliver hørende» og «døve børn lærer at tale normalt» er de udsagn, vi ser hver eneste gang, der er en artikel om CI, hvad enten det nu er i dagspressen, et ugeblad eller i et fagblad.

Selvom der helt sikkert vil være nogle CI-opererede, der - på samme måde som høreapparatbrugere - kommer til at høre nogenlunde og tale ret godt, vil de fleste slet ikke nå så langt. Ret beset er CI nemlig ikke andet end et avanceret høreapparat. Vi kan imidlertid først om 15-20 år se langtidsvirkningerne af et CI. Den intensive træning ophører jo når skolegangen slutter, og de unge CI-opererede skal ud i det virkelige liv, hvor der slet ikke tages samme hensyn til den enkelte. Det samme gælder for resten allerede i dag, hvor mange af de unge ofte får et chock, når de kommer fra det beskyttede miljø på barneskolen ud i det almindelige uddannelsessystem, hvor de skal klare sig selv.

Man siger ofte, at historien gentager sig - det sagde formanden for Døveforeningen af 1866, Ole Faustrup, også under debatten i Brohusgade.

Da tildelingen af høreapparater tog fart fra 1950 troede man også, at selv svært hørehæmmede børn ville kome til at høre normalt, og at de med de rette tekniske hjælpemidler ville kunne klare en normal solegang, tage en normal uddannelse osv. Vi ved nu, at sådan gik det slet ikke - tværtimod. Efter en integrations- og normaliseringsbølge i 60-erne og 70-erne, hvor der nok var flere fiaskoer end succeser, har de fleste i dag erkend, at nok hjælper høreapparater en hel del, men tegnsprog er og bliver nøglen, når det gælder om at give døve og hørehæmmede børn den bedste skolegang og de unge en god uddannelse, der gør dem i stand til at klare sig på lige fod med hørendei den virkelige verden.

Vi ser da også, at de unge døve og svært hørehæmmede der i 80-erne og 90-erne er vokset op i et tegnsprogmiljø gennemgående klarer sig langt bedre end dem fra 70-erne og 70-erne.

Norge og Sverige er 5-10 år foran Danmark med hensyn til CI til børn, og de har derfor lidt større erfaring end os, når det gælder CI-børn. I begge lande lægges der stor vægt på, at alle CI-opererede også skal lære tegnsprog, det er lige så nødvendigt som at lære at bruge CI rigtigt.

Det er derfor besynderligt, at man visse steder i Danmark (stadig) fraråder forældrene at anbringe CI-børn i et tegnsprogsmiljø og siger til forældrene, at det ikke er nødvendigt at lære tegnsprog.

Vi er blevet spurgt, om CI-opererede er velkomne i døveforeningerne. Naturligvis er de det - ale døve og hørehæmmede (alle CI-operede er jo også døve eller hørehæmmede) er velkomne, blot må de være klar over, at de så kommer til et tegnsprogsmiljø.


Klipp fra CI-debatten i Danmark, 25. januar 2001

Tilbake