Er tegnspråk-forskerne blitt våre fiender?

Forskerne har ordet

(Svar på Thorbjørn Sanders artikkel i DT nr. 11/1975)

Redaktøren hadde i Døves Tidsskrift nr. 11 "noen tanker etter 3. seminar om non-verbal kommunikasjon" - med tittelen: Er tegnspråkforskerne blitt våre fiender? og hvor han reiser sterk kritikk mot den forskning som drives. - Her gjengir vi svar fra to av de navngitte danskene som ble kritisert. Vi har funnet det best å ta inn disse innleggene på originalspråket.

Fra Ruth Kjær-Sørensen
Svar på Thorbjørn Sanders artikkel i Døves Tidsskrift nr. 11: “Er tegnsprogforskerne blevet vore fjender?”

Jeg vil gerne først svare på de dele af artiklen, som anfægter de døves tegnsprog som et sprog.

Citat: “At Stokoes undersøgelser har slået fast at tegnsproget er et selvstændigt sprog, virker imidlertid som en forbløffende påstand. Stokoe er næppe kommet længere end itl at have lanceret visse teorier på dette område, med støtte i et vist materiale. Jeg tror ikke, han kommer længere. Og for de døves egen skyld, vil jeg håbe at hans teorier ikke bliver gamle.” citat slut.

For ikke at blive misforstået vil jeg gerne have lov til først at præcisere, hvad jeg mener med de døves tegnsprog. Det er det tegnsprog, de døve rent faktsk benytter sig af, når de taler med hinanden. Det kan ligge på forskellige niveauer, ligesom ethvert verbalsprog anvendes på forskellige niveauer, afhængigt af hvem der bruger det. Men på alle niveauer er dette tegnsprog væsensforskelligt fra verbalsproget - altså hører den form, hvor verbalsproget blot simultant ledsages af tegn, ikke itl her i min definition.

Først udtalelsen: “for de døves egen skyld... osv.” undrer mig i allerhøjeste grad og får mig til at spørge: er de norske døve da så vidt forskellige fra danske døve? - fordi jeg helt sikkert ved, at tegnsproget er det sprog 95% af de døve, jeg kender, foretrækker. Det er det sprog, de altid taler med hinanden. Først når døve og hørende tegnsprogsbrugere skal kommunikere, begynder de døve at anvende et sprog, der mere ligner verbalsproget - og vi hørende et verbalsprog som vi ledsager eller støtter med nogle tegn i den udstrækning, vi nu kan det. Og denne sidste kommunikationsform er fattig og fuld af misforståelser i sammenligning med den første. Her må jeg lige tilføje, at når de hørende tegnsprogsbrugere er børn af døve forældre eller har en anden meget nær tilknytning til døve, så forløber deres kommunikation med døve naturligvis flydende.

Jeg er gift med en døv og har omgåedes døve i over 25 år. Derfor har jeg med tiden tilegnet mig noget, der ligner de døves tegnsprog, som jeg anvender, når jeg mærker, at dansk med ledsagende tegn er kedsommeligt eller uforståeligt, og jeg har set mange døve live op, gnide sig i hænderne og sige: “dejligt - ægte døvstumsk”, og det var ikke døve fra den lille gruppe, De kalder: citat: “Lidet verbalsprogsmotiverende egentlige døve (hjerneskadede og mindre begavede døve)” citat slut.

Og hermed er vi nået til spørgsmålet om: “Hvem er “de døve””. For meg at se, er det mennesker, hvis hørerest er så ringe, at de ikke har kunnet lære sproget v.hj.a. høresansen. Døvheden kan være medfødt eller erhvervet i så tidlig en alder, at der endnu ikke er indlært noget egentligt verbalsprog. Eller en bedre hørerest kan være kombineret med andre handicaps som f.eks. dysfasi eller svært belastende sociale forhold evt. med tidlig frustration til følge, så de 2 ting tilsammen forhindrer en sprogindlæring gennem øret. Til den grppe mennesker hører så vel normalbegavede som velbegavede og svagtbegavede. Nuvel, de velbegavede lærer naturligvis verbalsproget i større omfang, men det forhindrer ikke, at de foretrækker en tegnkommunikation.

Tilbage til første del af citatet. Det forbavser mig også, at Thorbjørn Sander er så forbløffet over påstanden om, at tegnsproget er et selvstændigt sprog. Mig bekendt har flere - også længe før Stokoes tid - fremført den samme påstand, og nogle har gjort grundigt rede for deres synspunkter. Det gælder bl.a. pastor Johs. Jørgensen, som var døvepræst heri Danmark. Han skrevi 1910 en lille bog: “Tegnsproget, dets væsen og dets grammatik”. Han var en af de relativt få hørende med et veludbygget døve-tegnsprog, og med en dyb indsigt i døves forhold og oplevelsesverden. Tillad mig et par citater fra hans bog.

Side 7: “Tegnsproget er et af den døvstumme selv dannet sprog og derfor det for ham naturligste, hvorigennem vi får det sandeste og klareste billede af hans åndelige tilstand”. Og videre side 14: “...Et tegn er en gestus, som ved brug er blevet vedtaget som udtryk for en bestemt tanke”. cotat slut.

Ja, uanset om tegnene er “dårlige, uheldige, misvisende” osv. så er de tegn, hvis de bliver brugt og akcepteret af døve.

Jeg vil meget anbefale Thorbjørn Sander at læse pastor Jørgensens bog, hvor bl.a. udviklingen af tegnsproget ved l’Epées skole fra 1760 er omtalt, hvordan - citat, side 17: “l’Epée, i stedet for at lade tegnsproget udvikle sig naturligt, lod sig forlede til at gribe voldeligt ind. Han overså ganske, at tegnsproget som et synligt sprog må følge sine egne love, og forsøgte at bringe det ind i lydsprogets dragt. Han ville med andre ord skabe et tegnsprog, som i et og alt var et nøjagtigt afbillede af det normale sprog og ord for ord fulgte ganske parallelt dermed...Alle er enige om at fordømme det og med rette”. Citat slut. Og videre om døveundervisningens grundlægger i Danmark P. A. Castberg. Han kendte l’Epées system, og forstod dets unatur og var årsagen til, at tegnsproget i Danmark fik bedre betingelser for at overleve.

Citat side 19: “...vort tegnsprog har fået lov til at vokse sin egen naturlige vækst, udvikle sig efter sine egne love, gro frem af sin naturlige jordbund, de døvstumme selv. Det er intet lærerprodukt, intet kunstprodukt. Det er et sprog”. Citat slut.

Dette må blive mit svar på Deres udtalelse om den norske version af “total kommunikation”, nemlig - citat: “det nye tegnsprog”, som følger talesproget ord for ord, synkroniseret som eet sprog. Det er samtidig verbalsporog og tegnsprog”. Citat slut. Der er et verbalsprog gemt i det - men der er ikke noget tegnsprog. Man kan ikke tale to sprog med forskellig syntaks samtidig. Alligevel vil jeg mene, at den metode er et fremskridt i forhold itl ren oral metode - fordi den formidler tegn til småbørn, som så senere vil føje disse tegn sammen til et tegnsprog. Jeg tvivler imidlertid om, at den formidler verbalsproget bedre end den orale metode gjorde, men lad mig ikke spå om fremtiden. Det skal dog blive interessant at følge eksperimentet.

Citat: “Forskerne optræder som forsvarere af det bestående. De synes at hav et reaktionært sigtemål”. Citat slut. Jeg skal kun svare for mig selv. Og jeg vil gjerne svare tværtimod! Jeg begyndte mit undersøgelsesarbejde i erkendelse af, at jeg vidste for lidt såvel om tegnsprogets struktur som om dets anvendelighed i undervisningen. Jeg var blevet i tvivl om, hvor effektivt det var at anvende tegnsproget i undervisningen, sådan som vi gjorde. Derfor gik jeg i gang med at finde ud af noget mere eksakt om dette sprog.

Den større indsigt, dette forskningsarbejde har givet mig, har bevirket, at jeg har taget forskellige forhold op til revision.

1.
Pædagogernes formåen h.h.t. at forstå og anvende tegnsproget. Vi forstår lidt af, hvad der rører sig i børnene, fordi vi ikke forstår deres sprog godt nok. Vi står i den situation, at vi skal undervise børn, hvis sprog er så fremmed for os, at vi bliver nødt til at give op i en række situationer, hvor vi simpelthen ikke forstår, hvad børnene vil os - og de ikke får fat på, hvad vi vil dem, fordi vort verbalsprog ikke siger dem noget. Vi kan lige akkurat klare kommunikationen, sålænge vi selv styrer den, og vi bestemmer emnet - så snart børnene taler helt i deres eget sprog - er vi udenfor. Det vil bl.a. sige, at den motivation, der ligger i at bruge børnenes interesser, deres kommentarer og interaktionen mellem lærer og elever, den må vi afstå fra i større eller mindre grad.

Så vidt jeg kan se, bliver vi nødt til at lære det tegnsprog langt hurtigere og langt grundigere.

For virkelig at få mulighed for det, er vi nødt til at vide noget mere om dets struktur og væsen. Den viden får vi kun gennem forskning.

2.
Er der en mulighed for at drage pædagogisk nytte af denne viden? Kunne vi evt. bruge det tegnsprog direkte i undervisningen?

Jeg har ingen patent-metode at anvise, men jeg har brugt det lidt forsigtigt på forskellig måde i min klasse, og jeg vil gerne ved lejlighed give et eksempel på anvendelsen.

Men lad mig have lov til at komme med endnu et par kommentarer til Deres artikel.

Citat: “De fleste er vel enige om at kommunikationen mellom døve børn på døveskole er noget helt specielt. Det er meget risikabelt at drage slutninger og at prøve at finde frem til “grammatiske” regler på grundlag af et tegnsystem som er vokset frem i et lille “sprogløst” miljø... citat slut.

Jeg har aldrig tidligere udgivet min undersøgelse for andet end en undersøgelse af børnetegnsprog. Først nu provikeres jeg til å give udtrykk for en sammenligning.

En døveskole - i Danmark i hvert fald - er ikke et sprogløst miljø, det er tværtimod et levende tegnsprogsmiljø, hvortil små nye døve elever kommer sprogløse, men relativt hurtigt lærer dette sprog af deres ældre kammerater. I dette miljø findes oven i købet et antal børn, som kommer fra døve familier, hvis primær-sprog er tegnsproget. Disse børn er meget velformulerende (i tegnsprog) og meget velorienterede, og har en begrebsverden som ligger rimeligt tæt op ad jævnaldrende hørende børns. De kommer med et veludviklet tegnsprog lært af voksne døve, nemlig forældre, familie og venner.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, mener De, at de fleste er enige om, at kommunikationen på en døveskole er helt forskellig fra voksne døves. Min undesøgelse har for mig at se med al ønskelig tydelighed vist, at der ikke er mere uoverensstemmelse mellem skolebørntegnsprog og voksentegnsproget, end der er mellem hørende skolebørns verbalsprog og de voksne hørendes verbalsprog. Der er virkelig overraskende lidt forskel på større børns tegnsprog og de voksnes, såvidt jeg kan bedømme det.

De finder det urimeligt, at døve børn “må lære” sig 2 væsensforskellige sprog”. - Dertil kan jeg blot sige, at hvad vi end gør, hvilken metode vi end bruger, vil de døve børn som omgås andre døve børn og (voksne) lære sig tegnsproget, hvad enten vi kan lide det eller ej - det er ikke noget vi pålægger dem.

Ruth Kær-Sørenesn.

Fra Britta Hansen:

Kære Thorbørn Sander.

Du angriber i en lang og meget kritisk artikel tegnsprogforskningen i Danmark, og finder det forkert og gammeldags at beskæftige sig med døvstummesproget, som du mener er et udtryk for at døve er primitive, og forøvrigt kun anvendes af døve med hjerneskade eller dårlig begavelse.

I stedet mener du, at man for fremtiden kun skal beskæftige sig med forskning i det du benævner “total kommunikation”, dvs. samtidig anvendt verbal- og tegnsprog. - Der er desværre mange forskellige definitioner på “total kommunikation”. Den jeg finder rigtigst går ud på, at alle til rådighed stående hjælpemidler bør anvendes i døveundervisningen for at lære børnene dansk sprog, og samtidig give dem optimal mulighed for social og personlig udvikling og tilpasning. Med alle til rådighed stående hjælpemidler menes høreapparat, MHS, håndalfabet, tale, tegn, mundaflæsning, kropssprog, mimik, pantomime og det oprindelige tegnsprog.

Det oprindelige tegnsprog findes i mange variationer, afhængig af såvel hver enkelt døv tegnsprogsbruger som den situation, som tegnsproget anvenes i. Da alle døve lever i et samfund, hvor det danske sprog dominerer, vil tegnsproget i større eller mindre grad være influeret af det danske talesprog. Imidlertid er der også meget store forskelle på talesproget og tegnsproget. Tegnsproget afbilder de konkrete situationer, tegner dem, hvorfor en lang række af talesprogets grammatiske og syntaktiske regler, samt forbindende og forklarende småord, er overflødige i tegnsproget. Det er bl.a. dette, der gør tegnsproget til et selvstændigt sprog. Du kan ved hjælp af tegnsproget beskrive den samme situation, som du kan ved hjelp av talesproget, ovenikøbet ofte mere levende og nuanceret. For hørende (eller døve) som ikke forstår det oprindelige tegnsprog, ser det mærkeligt og ufuldstændigt ud, det virker måske primitivt, som du udtrykkre det. Således virker det imidlertid ikke på døve, som selv anvender tegnsproget og som forstår det. Det anvendes nemlig ikke kun af hjerneskadede og dårligt begavede døve, tværtimot, det anvendes af næsten alle døve i Danmark i en eller anden variation, mere eller mindre påvirket af dansk. Velbegavede døve med et rigt dansk sprog foretrækker i mange situationer at anvende det oprindelige tegnsprog - fordi dette sprog giver mulighed for en hurtigere, sikrere og livligere kommunikation døve imellem. Det er nemlig anstrengende og kedeligt for de fleste døve udelukkende at kommunikere på talesprogets vilkår.

Det vil sige, når vi i Danmark har ca. 3500 døve, så er der i hvert fald 3000, som enten fortrinsvis, eller i vises situationer anvender det oprindelige tegnsprog. Dette er for mig tilstrækkeligt til at beskæftige mig med såvel forskning som undervisning i det, du kalder “døvstummesproget”. Jeg finder det væsentligt, at alle som ønsker at beskæftige sig med døve, også beskæftiger sig med og respekterer det oprindelige tegnsprog i en akcept af, at dette tegnsprog er udviklet af døve selv som en rigere og livsnødvendig kommunikationsform.

Et sidespring: Du ønsker at ændre alle dårlige, uheldige, misvisende og meningsforvirrende tegn - og i stedet skal de gode tegn, som det danske tegnsprogsudvalg har vedtaget indføres. Hvem skal vurdere hvilke tegn, der er dårlige og hvilke der er gode? Et tilfældigt sammensat tegnsprogsudvalg? Ud fra hvilke normer? Hvordan vil du forklare døve, at de tegn, de har anvendt hele deres liv, og som de er trygge ved (sproget er jo en del af vores hele personlighed) er dårlige?

Ikke engang ved at indføre taletegnmetoden kan du udrydde det oprindelige tegnsprog, for sprog har det nu engang sådan at det nedarves, det gives videre fra en døv til en anden, og med mindre du isolerer døve børn fra voksne døve, vil du ikke kunne undgå at de lærer det oprindelige tegnsprog i en eller anden variant. Måske re problematikken i Danmark anderledes end i Norge, idet tegnsprog hra været anvendt i døveundervisningensiden midten av sidste århundrede. Siden har det stort set været tilladt børnene, og i et vist omfang lærerne, at anvende tegnsproget, selvom vi naturligvis desværre også har haft perioder, hvor den rene talemetode har været i højsædet. I de senere år er interessen for og forståelsen af tegnsprogets værdi og nødvendighed som kommunikationsform for såvel døve småbørn, solebørn som voksne, vokset stærkt hos hørende forsorgsmedarbejdere og forældre med døve børn. Vi har en helt anden tegnsprogstradition, hvilket måske også gør den måde, vi håndterer problemerne på anderledes.

Jeg tror desværre ikke de vises sten endnu er fundet hvad angår løsning af problemerne med at lære døve mennesker et sprog, som primært indlæres via hørselen, og jeg finder det meget vigtigt, at vi forsker i så mange aspekter som mulig inden for kommunikationsområdet, således at vor samlede viden en dag ud i fremtiden kan give så sikre og differentierede metoder som muligt.

Når dette er sagt, kan jeg iøvrigt erklære mig enig i en lang række av de punkter du drager frem: Den rene talemetode er helt utilstrækkelig - tegnsproget har i perioder også i Danmark været et forbudt sprog, og har derfor ikke haft den samme udviklingsmulighed - døve er ikke bare en gruppe, men også en række enkeltpersoner med forskellig gruppetilhørsforhold. Målet er at lære så meget dansk som mulig, og lære at kommunikere med den hørende omverden i bredeste forstand - tale støttet af tegn er en glimrende metode, såfremt talesproget i stort omfang kendes i forvejen - døve børn er sprogmotiverede på same måde som hørende børn - tale støttet af tegn er (min tilføjelse) måske den bedste metode til indlæring af dansk sprog - forskning i tale-tegnmetoden er nødvendig.

Venlig hilsen Britta Hansen.

Liten bemerkning:
Til Ruth Kjær-Sørensen ivl jeg si at jeg er i lykkelig besittelse av Johs. Jørgensens bok. For min del har jeg studert den så nøye at jeg vet det er fullstendig irrelevant å trekke fram de l’Epées metode, i hvert fall som argument mot et tegnspråk som følger talespråket ord for ord. Det var aldeles umulig å bruke et normalt verbalspråk sammen med de l’Epées metode, hvilket skulle gå klart fram av Jørgensens bok. Og det ble heller ikke brukt sammen med tale.

Av innleggene får jeg et sterkt inntrykk av at eni Danmark finner det naturlig at døve småbarn helt på egen hånd skal utvikle sitt kommunikasjonssystem. F.eks. er døve barn (iallfall i Danmark) avhengig av selv å finne på tegn for alle de ordene de ikke har tegn for, hvis de skulleønske å bruke tegn for ord. Tegnspråkutvalget i Danmark vil ikke hjelpe dem, ikke De døves center for total kommunikation, og helle rikke døvelærerne. De sier: Vi har ikke og vi skal ikke bruke tegn for det og det ordet. (Les instruksjonsheftet for danske tegnspråkundervisere.) Ingen vil gi døve barn anledning til å lære å kommunisere med et tegnspråk som følger/dkeker talespråket. Hvor blir det av lærernes språkpåvirkning? Hvor blir det av det oppdragende språkmiljøet? - Selvsagt blir barna påvirket av det miljøet de kommer inn i, både på godt og ondt. Vi kan ikke sette døve barn inn i et bestemt språkmiljø og etterpå bli forbauset over at de helt blir preget av dette miljøet - og så ta det som bevis på noe helt annet, bevis på at det er deres naturlige måte å uttrykke seg på, bevis på a de ikke kan lære noe annet.

Vi tar gjerne imot flere innlegg om emnet. Men jeg vil sette pris på at min artikkel blir lest grundig, og sammenholdt med ovenstående to innlegg. Jeg har inntrykk av at det har oppstått ganske mange misforståelser og feiltolkninger.

Jeg ber også leserne sammenlinke Ruth KJær-Sørensen og Britta Hansens uttalelser med sitatene fra anerkjente forskere under. Göte Hanson og Terje Basilier har i sannhet forsket med sikte på å hjelpe de døve framover. Det er framtidsperspektiv over deres arbeid og deres uttalelser. De har vist tro på de døves evnemessige utrustning.

Thorbjørn Sander