Velg bakgrunnsfarge:
De Døves Blad nr. 9-10/1896:
"Bergens døvstummeforening" (Til klargjørelse
I "de døves blad"s no 5 og 6 er indtaget en liden artikel med ovenstaaende navn som overskrift - en artikkel, der har mand imellem (ja kvinderne har forresten pgsaa været med) givet anledning til meget disput blant herværende døve ene og alene fordi de bergensiske døve kalder sin forening "Bergens døvstummeforening" og betragter sig selv som "døvstumme" modsat døve (tunghørte).
Da der i hin disputeren forekommer ikke saa lidet af vildfarelse med hensyn til den rette forstaaelse af benævnelsen "døvstum" og døv skal jeg her, saa godt jeg formaar, drage frem, hva der maa ansees som det faktiske eller hva der den almindelige opfattelse for bestemmelsen af disse to kategoriers betydning og forstaaelse.
At "døvstum" er et gammelt ord skal og kan ingen bestride, og den paastaaelse af ordet - døvstum - er blevet "forgammelt" og "ubrugelig" er bare en løs tale; det staar ved hævd og vil aldrig komme du af kurs. Hva skal vi ellers kalde dem som verken kan høre eller tale forstaaeligt? - og af saadanne er det overveiende mange. Man siger ikke: blinde, aandsvage og døve, men blinde, aandsvage og døvstumme, for at udtrykket sig om en vis gren af abnormitet, og denne gren anvendes paa alle ældre som lider af en saadan uregelmessighed - feil. Trods at almenheden har i sin bevidsthed, at vort lands alle døvstummeskoler anvender talemethoden som grundlag for undervisningen, og det siden Balchen indførte samme i aaret 1848, er udtrykket "døvstum" endnu fremdeles en almindelig benævnelse, ikke af vantdhed, men fordi de - folket - ikke kan komme sig til at anvende døvstumme for det samme som døve; thi med denne sidste betegnelse forhindrer de begrebet tunghørt.
Det er blot inden de døvstummes familjer og blant deres venner, at der bruges ordet "døv"; offentlig anvendes altid "døvstum", saaledes taler abnormskoleloven om døvstumme og skolerne kaldes nu officielt uden undtagelse for døvstumeskoler. Den her i byen værende "de døves forening" stiftedes i 1878 med navnet "De norske døvstummes forening", hvilket navn, i begyndelsen af ottierne, forandredes til det nuværende - "De døves forening" - og det mærkeligt nok netop paa samme tid som de saakaldte "rene taleskoler for døve" oprettedes - taleskoler, der i parenthes bemærket, ikke er verken bedre eller forskjellige fra de ældre naar undtages, at blot brugen af tegn eleverne indbyrdes imellem paa papiret er forbudt medens samme officielt tillodes ved de ældre skoler udenfor undervisningstimerne.
Hvorfor benyttedes ikke benævnelsen "døve" før ottierne? Ved Balchens skole paa Schjafteløkken, ved Bergens og ved Kristiansands anvendtes jo, som enhver ved, talemethoden og dog kaldtes eleverne fra disse skoler døvstumme endskjønt talende nok og ikke det mindste forskjellig fra dem efter ottierne. Der siges, at vi i den senere tid er mer oplyste, derfor benævnelsen døve. Slig kan jo paastaaes; men forholder det sig saa? Men videnskaben vil aldrig kunne blive af med udtrykket "døvstum"; det existerer endnu overalt og vil vedblive det, saalænge jorden staar.
Der kan intet andet siges om vore lidelsesfæller i Bergen end det, at de har forstaaet at ramme det rette og vist sig selvstændige - fri for efterabelser og forfængelighed - noget der kun geraader dem til ære.
Ragnar Ziener
Da det ser du til, at spørsmaalet "døv eller døvstum" optager manges sind, har vi givet plads ogsaa for denne artikel. Hvis flere vil udtale sig om det samme, maa det ske i korte artikler. Dette er saameget mer nødvendig, som der maaske er mange, som har noget at sige i denne sag. Red.
"Bergens døvstummeforening" (Til klargjørelse
Da der i hin disputeren forekommer ikke saa lidet af vildfarelse med hensyn til den rette forstaaelse af benævnelsen "døvstum" og døv skal jeg her, saa godt jeg formaar, drage frem, hva der maa ansees som det faktiske eller hva der den almindelige opfattelse for bestemmelsen af disse to kategoriers betydning og forstaaelse.
At "døvstum" er et gammelt ord skal og kan ingen bestride, og den paastaaelse af ordet - døvstum - er blevet "forgammelt" og "ubrugelig" er bare en løs tale; det staar ved hævd og vil aldrig komme du af kurs. Hva skal vi ellers kalde dem som verken kan høre eller tale forstaaeligt? - og af saadanne er det overveiende mange. Man siger ikke: blinde, aandsvage og døve, men blinde, aandsvage og døvstumme, for at udtrykket sig om en vis gren af abnormitet, og denne gren anvendes paa alle ældre som lider af en saadan uregelmessighed - feil. Trods at almenheden har i sin bevidsthed, at vort lands alle døvstummeskoler anvender talemethoden som grundlag for undervisningen, og det siden Balchen indførte samme i aaret 1848, er udtrykket "døvstum" endnu fremdeles en almindelig benævnelse, ikke af vantdhed, men fordi de - folket - ikke kan komme sig til at anvende døvstumme for det samme som døve; thi med denne sidste betegnelse forhindrer de begrebet tunghørt.
Det er blot inden de døvstummes familjer og blant deres venner, at der bruges ordet "døv"; offentlig anvendes altid "døvstum", saaledes taler abnormskoleloven om døvstumme og skolerne kaldes nu officielt uden undtagelse for døvstumeskoler. Den her i byen værende "de døves forening" stiftedes i 1878 med navnet "De norske døvstummes forening", hvilket navn, i begyndelsen af ottierne, forandredes til det nuværende - "De døves forening" - og det mærkeligt nok netop paa samme tid som de saakaldte "rene taleskoler for døve" oprettedes - taleskoler, der i parenthes bemærket, ikke er verken bedre eller forskjellige fra de ældre naar undtages, at blot brugen af tegn eleverne indbyrdes imellem paa papiret er forbudt medens samme officielt tillodes ved de ældre skoler udenfor undervisningstimerne.
Hvorfor benyttedes ikke benævnelsen "døve" før ottierne? Ved Balchens skole paa Schjafteløkken, ved Bergens og ved Kristiansands anvendtes jo, som enhver ved, talemethoden og dog kaldtes eleverne fra disse skoler døvstumme endskjønt talende nok og ikke det mindste forskjellig fra dem efter ottierne. Der siges, at vi i den senere tid er mer oplyste, derfor benævnelsen døve. Slig kan jo paastaaes; men forholder det sig saa? Men videnskaben vil aldrig kunne blive af med udtrykket "døvstum"; det existerer endnu overalt og vil vedblive det, saalænge jorden staar.
Der kan intet andet siges om vore lidelsesfæller i Bergen end det, at de har forstaaet at ramme det rette og vist sig selvstændige - fri for efterabelser og forfængelighed - noget der kun geraader dem til ære.
Ragnar Ziener
I "de døves blad"s no 5 og 6 er indtaget en liden artikel med ovenstaaende navn som overskrift - en artikkel, der har mand imellem (ja kvinderne har forresten pgsaa været med) givet anledning til meget disput blant herværende døve ene og alene fordi de bergensiske døve kalder sin forening "Bergens døvstummeforening" og betragter sig selv som "døvstumme" modsat døve (tunghørte).
Da det ser du til, at spørsmaalet "døv eller døvstum" optager manges sind, har vi givet plads ogsaa for denne artikel. Hvis flere vil udtale sig om det samme, maa det ske i korte artikler. Dette er saameget mer nødvendig, som der maaske er mange, som har noget at sige i denne sag. Red.