"Først lytter de til den lægelige rådgivning og lader deres barn CI-operere. Så ser de, at miraklerne ikke vokser ind i himelen, og du af vore 3 forældreforeninger vælger de den mest spiselige: Hørehæmmede Børns Forældreforening (HBF), fordi de tror, at man der ikke kræver tegnsprog.

Først senere finder de du af, at Bonaventura (Døve Børns Forældreforening) ikke kræver tegn-sprog, og så melder de sig også ind der og opdager lidt efter lidt, at de selv må flytte sig for at bevare sproget og kontakten med deres barn.

Børnene

"... bliver hængende i de valg, deres forældre traf for dem, sådan omtrent til de når op i puberteten. Så ser vi, at de siver lige så stille fra ungdomsklubber for hørehæmmede og begynder at dukke op i ungdomsklubber for døve. Hvis de er vokset op med tegnsprog, søger de - ret naturligt - en situationl, hvor de ikke skal kæmpe med kommunikationen.

De søger den lighed, som døveforeningen og ungdomsklubben kan give dem på basis af tegnsprog. Det er det fælles grundlag for samværet trods af forskelle i uddannelse, erhverv og personlige interesser."

"Kom bare..."

"... Det var Ole Jeppesen, hørende (nu voksen) barn af døve forældre og tillige souschef i Døveforeningen af 1866, som sagde det:

"Kom bare, vi skal nok tage imod jer. Døve eller CI-operede "... nå ja? Danske eller afrikanere? Sorte eller hvide? De professionelle har så meget brug for at diskutere. Det vi i aften har hørt om, ligner noget, vi har set før.

En opgave vi har løst før!"

Det danske døvebladet forteller også hva døvelærer Borghild Landsvik og rådgiver/audiopedagog Lise Kristoffersen fra Skådalen kompetansesenter i Norge sa:

"Vi har ikke den diskussion længere - for og imod CI - som vi havde for nogle år siden. Alle siger ja tak!"

Det står videre i bladet:

Ikke alle får talesprog

Alligevel benyttede de anledningen til at skære ned på de forventninger, som nemt skrues i vejret. "Børn er jo vældigt forskellige. Ikke alle får et talesprog."

Men den store forskel er måske bivirkningen: "Børnene bliver bedre til tegnsprog, for den lydlige stimulering gør dem mer opmærksomme, og når de spørger, så får de oftest forklaringen på tegnsprog."

Fordelen er, at den nye generation slipper for meget af den traumatiske træning, som ældre døve har oplevet. I Norge har man ikke taletræning som specielle lektioner hvor en audiologopæd bare retter og retter på børnene. Man træner ikke specielle lyde, for børnene hører det!

Træningen er i stedet integreret i dagligdagen. "De får svar på det de hører ..." og lærer at sætte ord på".

Bedre tegnsprog "...men"

I undersøgelsen har mange pædagoger peget på,at børnene bliver bedre til tegnsprog.

Men vi må ike glemme, at de har de samme problemer som hørehæmmede børn:

"Alle disse børn har jo bedsteforældre, søskende, fætre og kusiner og venner, som ikke kan tegnsprog". Det har ført til dannelse af en ny forældreforening for CI-opererte børn. Ligesom i Danmark.