Nasjonalsanger
NORGE
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem;
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem,
elsker, elsker det og tenker
på vår far og mor
og den saganatt som senker
drømmer på vår jord,
og den saganatt som senker
senker drømmer på vår jord.
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ut.
Alt hva fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
/: har den Herre stille lempet,
så vi vant vår rett. :/
Ja, vi elsker dette landet
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød til seir,
:/ også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir. :/
Bjørnson
DANMARK
Der er et yndigt land,
det står med brede bøg
e nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.
Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.
Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.
Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Adam Gottlob Oehlenschläger (1779-1850)
FINLAND
Vårt land, vårt land, vårt fosterland,
ljud högt, o dyra ord!
Ej lyfts en h¨pjd mot himlens rand,
ej sänks en dal, ej skjöls en strand
mer älskad än vår bygdi nord,
än våra fäders jord!
O land, du tusen sjärs land,
där sång och trohet byggt,
där livets hav oss gett en strand,
vår forntids land, vår framtids land.
Var för din fattigdom ej skyggt,
var fritt, var glatt, var tryggt.
Runeberg.
SVERIGE
Du gamle, du fria, du fjällhöga nord,
du tysta, du glädjerika, sköna.
Jag hälsar dig, vänaste land uppå jord;
din sol, din himmel, dina ängdar gröna.
Du tronar på minnen från fornstora dar,
då ärat ditt namn flög övfer jorden.
Jag vet att du är och du blir vad du var,
ja, jag vil lefva, jag vil dö i Norden.
Dybeck.
ISLAND
Å Gud, vårt lands, vårt heimlands Gud,
me lovar ditt heilage, heilage namn
Sjå, himmelherskarar deg knyter ein krans
av soler og legg i din famn.
Fyrr deg er ein dag liksom tusund år,
årtusund som dagetal er,
ein æveleg småblom med titrandre tår
som ber til sin Herre og fer
Islands tusund år,
Islands tusund år,
ein æveleg småblom med titrandre tår
som ber til sin Herre og fer.
Matthias Jochumsson
Umsett av Hans Hylen i Mellom Frendar (1944)
som det stiger frem;
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem,
elsker, elsker det og tenker
på vår far og mor
og den saganatt som senker
drømmer på vår jord,
og den saganatt som senker
senker drømmer på vår jord.
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ut.
Alt hva fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
/: har den Herre stille lempet,
så vi vant vår rett. :/
Ja, vi elsker dette landet
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød til seir,
:/ også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir. :/
Bjørnson
Der sad i fordums tid
Det land endnu er skønt,
Hil drot og fædreland!
Adam Gottlob Oehlenschläger (1779-1850)
O land, du tusen sjärs land,
Runeberg.
Du tronar på minnen från fornstora dar,
Dybeck.
Matthias Jochumsson
e nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
ljud högt, o dyra ord!
Ej lyfts en h¨pjd mot himlens rand,
ej sänks en dal, ej skjöls en strand
mer älskad än vår bygdi nord,
än våra fäders jord!
där sång och trohet byggt,
där livets hav oss gett en strand,
vår forntids land, vår framtids land.
Var för din fattigdom ej skyggt,
var fritt, var glatt, var tryggt.
du tysta, du glädjerika, sköna.
Jag hälsar dig, vänaste land uppå jord;
din sol, din himmel, dina ängdar gröna.
då ärat ditt namn flög övfer jorden.
Jag vet att du är och du blir vad du var,
ja, jag vil lefva, jag vil dö i Norden.
me lovar ditt heilage, heilage namn
Sjå, himmelherskarar deg knyter ein krans
av soler og legg i din famn.
Fyrr deg er ein dag liksom tusund år,
årtusund som dagetal er,
ein æveleg småblom med titrandre tår
som ber til sin Herre og fer
Islands tusund år,
Islands tusund år,
ein æveleg småblom med titrandre tår
som ber til sin Herre og fer.
Umsett av Hans Hylen i Mellom Frendar (1944)