Velg bakgrunnsfarge:
Betydningen av de akustiske elementer i talesproget med
særlige hensyn til talemetoden for døve
(Foredraget av Forstander E. Aurell ved den internationale
Døvstummekongress i London 1925), (Efter "småblade for døvst.")
Vi har alle mange gange hørt, hvor livligt hørende småbørn kan tale sammen. 3- og 4-årige børn, som ennu slett ikke har fået nogen undervisning, kan snakke hele dagen lang. En døvelærer kan ikke la være med å undre sig over den fullente måte, hvorpå disse småfolk kan bruke sproget. Påståelser, spørgsmål, svar, utråb, anklager, ironiske tilråp m.m. kommer i uavbrutt strøm, - sproget flyter uten anstrengelse ganske av sig selv. Udtryksfult skiftende efter tankerne og fornemmelserne. Børnene behøver ikke å søge efter ord. Med tankerne kommer ordene av sig selv.
Hvor helt annerledes er det med døve børn. Hvilke uhyre vanskeligheder møter ikke det døve barn, når det skal lære og anvende de normale sprog, særlig talesproget. Det døve barn tilegnersig sannelig ikke vort sprog uavvidende og uten anstrengelse, og ordene kommer for vist ikke av sig selv. Kun med de største anstrengelser kan den døve få lært å sige selv de kortest mulige sætninger, og det blir enda en unaturlig, utydelig og udtryksløs, ikke sjelden så godt som ubegripelig tale. Vi må erkende, at små hørende børn i 4 a 5 års alderen, som aldri har fået nogen undervisning, behresker hverdagssproget langt bedre enn døve i 15 a 16 års alderen efter 8 års undervisning. Hvad er årsagen til dette nedslående faktum?
Jeg skal i det følgende søge å give et bidrag til svar på dette spørgsmål.
Nogen vil måske sie: Hvis vi gav det døve barn lige så rikelig øvelse i sproget, som naturen gir det hørende barn, så skulle sproget sikkert være likeså naturligt og nå samme fuldkommenhet hos det døve barn som hos det hørende.
Nei, sådan er det desværre ikke. Døvelærerne har kjent den metode i mer enn 125 år eller lige siden den tyske døvepedagog M. Hill dannede den klassiske regel: "Udvikl sproget hos den døve på samme måde som naturen utvikler det hos den hørende." Døvelærerne har siden da forsøkt den afv Hill anviste vei. Efterhånden er også undervisningsmetoderne, læreutdannelsen, undervisningsmaterialet og skolerne blitt bedre og mer fuldkomne. Men vanskeligheterne for den døve ved å lære vort sprog er ennu de samme som på Hills tid. Den virkelige årsak hertil må sikkert søkes annet steds enn i undervisningsmetoderne og andre ytre forhold*). For å gi bladets læsere et letfatteligt og oplysende utgangspunkt for den følgende fremstilling, vil jeg begynne med å anføre et eksempel på hvordan sproget på naturlig vis utvikles hos et hørende barn.
Lad oss tænke oss en lille pige på 4 a 5 år som sidder på gulvet og leker med sin dukke. Pludselig taper hun dukken, og dens hoved går itu. Piken begynnre å gråte. Hennes mor, som har sett hvad der skjete, sier deltagende: Stakkels dukke! Og piken gjentager av sig selv og i samme deltakende tone: Stakkels dukke! Så hurtig og lett gikk det for henne å lære de ord.
Vi kann nu antake, at piken ikke før har hørt ordet: Stakkels. Men hun forstår det straks uten forklaring. Hun har jo forklaringen (den "stakkels ituslående dukke) foran sig. Hun ser på sin stakkels dukke. Samtidig hører hun moderens deltagende ord: Stakkels dukke. Hun behøver ikke å ansrenge sig for å opfatte moderens ord. De går inn gennem hnenes øre og taler just ved den deltagende tone på en ganske særlig måte itl hennes sjæl. Og uten å tenke derover gentager hun samme ord selv.
Fortsættes (.. men i senere numre av Tegn og Tale har vi ennå ikke funnet fortsettelsen)
*) Den indre årsak er å finne i selve undladelse i å benytte tegn som hjelpemiddel. Dette påstår også de danske forstandere ifl. Kongressmøtet i Trondhjem 1925. Red.
Betydningen av de akustiske elementer i talesproget med
særlige hensyn til talemetoden for døve
(Foredraget av Forstander E. Aurell ved den internationale
Døvstummekongress i London 1925), (Efter "småblade for døvst.")
Vi har alle mange gange hørt, hvor livligt hørende småbørn kan tale sammen. 3- og 4-årige børn, som ennu slett ikke har fået nogen undervisning, kan snakke hele dagen lang. En døvelærer kan ikke la være med å undre sig over den fullente måte, hvorpå disse småfolk kan bruke sproget. Påståelser, spørgsmål, svar, utråb, anklager, ironiske tilråp m.m. kommer i uavbrutt strøm, - sproget flyter uten anstrengelse ganske av sig selv. Udtryksfult skiftende efter tankerne og fornemmelserne. Børnene behøver ikke å søge efter ord. Med tankerne kommer ordene av sig selv.
Hvor helt annerledes er det med døve børn. Hvilke uhyre vanskeligheder møter ikke det døve barn, når det skal lære og anvende de normale sprog, særlig talesproget. Det døve barn tilegnersig sannelig ikke vort sprog uavvidende og uten anstrengelse, og ordene kommer for vist ikke av sig selv. Kun med de største anstrengelser kan den døve få lært å sige selv de kortest mulige sætninger, og det blir enda en unaturlig, utydelig og udtryksløs, ikke sjelden så godt som ubegripelig tale. Vi må erkende, at små hørende børn i 4 a 5 års alderen, som aldri har fået nogen undervisning, behresker hverdagssproget langt bedre enn døve i 15 a 16 års alderen efter 8 års undervisning. Hvad er årsagen til dette nedslående faktum?
Jeg skal i det følgende søge å give et bidrag til svar på dette spørgsmål.
Nogen vil måske sie: Hvis vi gav det døve barn lige så rikelig øvelse i sproget, som naturen gir det hørende barn, så skulle sproget sikkert være likeså naturligt og nå samme fuldkommenhet hos det døve barn som hos det hørende.
Nei, sådan er det desværre ikke. Døvelærerne har kjent den metode i mer enn 125 år eller lige siden den tyske døvepedagog M. Hill dannede den klassiske regel: "Udvikl sproget hos den døve på samme måde som naturen utvikler det hos den hørende." Døvelærerne har siden da forsøkt den afv Hill anviste vei. Efterhånden er også undervisningsmetoderne, læreutdannelsen, undervisningsmaterialet og skolerne blitt bedre og mer fuldkomne. Men vanskeligheterne for den døve ved å lære vort sprog er ennu de samme som på Hills tid. Den virkelige årsak hertil må sikkert søkes annet steds enn i undervisningsmetoderne og andre ytre forhold*). For å gi bladets læsere et letfatteligt og oplysende utgangspunkt for den følgende fremstilling, vil jeg begynne med å anføre et eksempel på hvordan sproget på naturlig vis utvikles hos et hørende barn.
Lad oss tænke oss en lille pige på 4 a 5 år som sidder på gulvet og leker med sin dukke. Pludselig taper hun dukken, og dens hoved går itu. Piken begynnre å gråte. Hennes mor, som har sett hvad der skjete, sier deltagende: Stakkels dukke! Og piken gjentager av sig selv og i samme deltakende tone: Stakkels dukke! Så hurtig og lett gikk det for henne å lære de ord.
Vi kann nu antake, at piken ikke før har hørt ordet: Stakkels. Men hun forstår det straks uten forklaring. Hun har jo forklaringen (den "stakkels ituslående dukke) foran sig. Hun ser på sin stakkels dukke. Samtidig hører hun moderens deltagende ord: Stakkels dukke. Hun behøver ikke å ansrenge sig for å opfatte moderens ord. De går inn gennem hnenes øre og taler just ved den deltagende tone på en ganske særlig måte itl hennes sjæl. Og uten å tenke derover gentager hun samme ord selv.
Fortsættes (.. men i senere numre av Tegn og Tale har vi ennå ikke funnet fortsettelsen)
*) Den indre årsak er å finne i selve undladelse i å benytte tegn som hjelpemiddel. Dette påstår også de danske forstandere ifl. Kongressmøtet i Trondhjem 1925. Red.
Vi har alle mange gange hørt, hvor livligt hørende småbørn kan tale sammen. 3- og 4-årige børn, som ennu slett ikke har fået nogen undervisning, kan snakke hele dagen lang. En døvelærer kan ikke la være med å undre sig over den fullente måte, hvorpå disse småfolk kan bruke sproget. Påståelser, spørgsmål, svar, utråb, anklager, ironiske tilråp m.m. kommer i uavbrutt strøm, - sproget flyter uten anstrengelse ganske av sig selv. Udtryksfult skiftende efter tankerne og fornemmelserne. Børnene behøver ikke å søge efter ord. Med tankerne kommer ordene av sig selv.
Hvor helt annerledes er det med døve børn. Hvilke uhyre vanskeligheder møter ikke det døve barn, når det skal lære og anvende de normale sprog, særlig talesproget. Det døve barn tilegnersig sannelig ikke vort sprog uavvidende og uten anstrengelse, og ordene kommer for vist ikke av sig selv. Kun med de største anstrengelser kan den døve få lært å sige selv de kortest mulige sætninger, og det blir enda en unaturlig, utydelig og udtryksløs, ikke sjelden så godt som ubegripelig tale. Vi må erkende, at små hørende børn i 4 a 5 års alderen, som aldri har fået nogen undervisning, behresker hverdagssproget langt bedre enn døve i 15 a 16 års alderen efter 8 års undervisning. Hvad er årsagen til dette nedslående faktum?
Jeg skal i det følgende søge å give et bidrag til svar på dette spørgsmål.
Nogen vil måske sie: Hvis vi gav det døve barn lige så rikelig øvelse i sproget, som naturen gir det hørende barn, så skulle sproget sikkert være likeså naturligt og nå samme fuldkommenhet hos det døve barn som hos det hørende.
Nei, sådan er det desværre ikke. Døvelærerne har kjent den metode i mer enn 125 år eller lige siden den tyske døvepedagog M. Hill dannede den klassiske regel: "Udvikl sproget hos den døve på samme måde som naturen utvikler det hos den hørende." Døvelærerne har siden da forsøkt den afv Hill anviste vei. Efterhånden er også undervisningsmetoderne, læreutdannelsen, undervisningsmaterialet og skolerne blitt bedre og mer fuldkomne. Men vanskeligheterne for den døve ved å lære vort sprog er ennu de samme som på Hills tid. Den virkelige årsak hertil må sikkert søkes annet steds enn i undervisningsmetoderne og andre ytre forhold*). For å gi bladets læsere et letfatteligt og oplysende utgangspunkt for den følgende fremstilling, vil jeg begynne med å anføre et eksempel på hvordan sproget på naturlig vis utvikles hos et hørende barn.
Lad oss tænke oss en lille pige på 4 a 5 år som sidder på gulvet og leker med sin dukke. Pludselig taper hun dukken, og dens hoved går itu. Piken begynnre å gråte. Hennes mor, som har sett hvad der skjete, sier deltagende: Stakkels dukke! Og piken gjentager av sig selv og i samme deltakende tone: Stakkels dukke! Så hurtig og lett gikk det for henne å lære de ord.
Vi kann nu antake, at piken ikke før har hørt ordet: Stakkels. Men hun forstår det straks uten forklaring. Hun har jo forklaringen (den "stakkels ituslående dukke) foran sig. Hun ser på sin stakkels dukke. Samtidig hører hun moderens deltagende ord: Stakkels dukke. Hun behøver ikke å ansrenge sig for å opfatte moderens ord. De går inn gennem hnenes øre og taler just ved den deltagende tone på en ganske særlig måte itl hennes sjæl. Og uten å tenke derover gentager hun samme ord selv.
Fortsættes (.. men i senere numre av Tegn og Tale har vi ennå ikke funnet fortsettelsen)
*) Den indre årsak er å finne i selve undladelse i å benytte tegn som hjelpemiddel. Dette påstår også de danske forstandere ifl. Kongressmøtet i Trondhjem 1925. Red.
Lad oss tænke oss en lille pige på 4 a 5 år som sidder på gulvet og leker med sin dukke. Pludselig taper hun dukken, og dens hoved går itu. Piken begynnre å gråte. Hennes mor, som har sett hvad der skjete, sier deltagende: Stakkels dukke! Og piken gjentager av sig selv og i samme deltakende tone: Stakkels dukke! Så hurtig og lett gikk det for henne å lære de ord.
Vi kann nu antake, at piken ikke før har hørt ordet: Stakkels. Men hun forstår det straks uten forklaring. Hun har jo forklaringen (den "stakkels ituslående dukke) foran sig. Hun ser på sin stakkels dukke. Samtidig hører hun moderens deltagende ord: Stakkels dukke. Hun behøver ikke å ansrenge sig for å opfatte moderens ord. De går inn gennem hnenes øre og taler just ved den deltagende tone på en ganske særlig måte itl hennes sjæl. Og uten å tenke derover gentager hun samme ord selv.
Fortsættes (.. men i senere numre av Tegn og Tale har vi ennå ikke funnet fortsettelsen)
*) Den indre årsak er å finne i selve undladelse i å benytte tegn som hjelpemiddel. Dette påstår også de danske forstandere ifl. Kongressmøtet i Trondhjem 1925. Red.